Værdier
Alle skal have mulighed for at bidrage på abejdsmarkedet
For mange mennesker er arbejde med til at skabe identitet og livskvalitet. Det kan være svært at finde fodfæste på arbejdsmarkedet efter en sygemelding eller fyring pga. psykisk sygdom eller psykiske problemer. Eller måske har man aldrig fundet ordentlig fodfæste på arbejdsmarkedet, hvis man har haft psykisk sygdom eller sårbarhed siden barndommen eller ungdommen. Erhvervspsykiatrisk Center arbejder for, at alle, som kan, får mulighed for et liv med arbejde - så meget som man kan.
Viden nedbryder tabuer og fordomme
Viden om psykisk sygdom og hvad det betyder for arbejdsevnen er med til at afmystificere fordomme og antagelser. De rette informationer kan målrette indsatsen, sådan at så mange mennesker som muligt kan få en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er både til gavn for den enkelte ledige, som bliver en del af fællesskabet, og for arbejdspladsen og samfundet i det hele taget, der har gavn af disse menneskers ressourcer.
Kvalificeret hjælp
Erhvervspsykiatrisk Center udbreder viden til relevante målgrupper om de forhold, det er vigtigt at have fokus på for på bedste vis at hjælpe psykisk sårbare mennesker, som er sygemeldt eller står uden for arbejdsmarkedet. Jo flere gange, man oplever at blive syg og være væk fra sin arbejdsplads i kortere eller længere tid, jo større er risikoen for at miste sit job og måske endda tilknytningen til arbejdsmarkedet. De psykisk syge og sårbare mennesker har krav på kvalificeret hjælp, som kan hjælpe dem med at blive i deres job.
